Om at sove på hotel i København. Og 3 ting du skal opleve, når du alligevel er der

28 februar 2018 Camilla Skøtt
Om at sove på hotel i København. Og 3 ting du skal opleve, når du alligevel er der

Som mange er jer ved, så er jeg tit i Hovedstaden i forbindelse med mit arbejde. Indimellem sover jeg hos venner, men for det meste vælger at bo på hotel, så jeg kan trække mig tilbage, når jeg ikke længere orker at være social. Jeg sover altid på Zleep Hotel i København, og det kan jeg varmt anbefale, hvis du selv skal et smut til byen inden længe.

Det der med at sove på hotel, det er bare en ting, jeg altid har været ret vild med. Har I andre det også sådan? Jeg ved ikke, om det skyldes, at vi gjorde det meget få gange, mens jeg voksede op, og når vi gjorde, så var det virkelig en oplevelse af de helt store. Nu overnatter jeg efterhånden på hotel flere gange i måneden, men stadig… den der følelse af at lægge sig i det rene, stive sengetøj i en blød, kølig seng: Jeg elsker det!

Og hvis du alligevel er i København…

Så har jeg gravet 3 ting frem fra hukommelsen, som er blandt mine yndlingstidsfordriv, når jeg er i byen. Særligt hvis solen skinner, og der er forår/sommer i luften:

1) Øl på Havnekajen

Nyhavn er kendt for kanalrundfart, smørrebrød og kolde øl, og det er ikke uden grund, at område er så velbesøgt af både lokale og turister. De smukke huse, de gamle træbåde og de øldrikkende, glade mennesker giver tilsammen en atmosfære, der er så skøn at være en del af.

2) En tur på Nørrebro

Er du til lækre madoplevelser og et skønt sammensurium af forskellige kulturer, så kommer du ikke udenom Nørrebro. Særligt området omkring Dronning Louises Bro, Rantzausgade og Nørrebrogade byder på oplevelser fra alle verdenshjørner, og stemningen er altid helt speciel.

3) En løbetur i Valbypark

Eller en gåtur, hvis du ikke er til den selvpine, det er at løbe. Mellem Valby og Sydhavnen ligger Valbyparken, og de enorme græsarealer, bakkeformationer og den smukke udsigt over Amagerfælled gør parken til det perfekte sted at tage hen, hvis du har brug for lidt fred og ro i maleriske omgivelser.

Flere Nyheder